Træet

De to mænd er barndomsvenner og har ikke set hinanden i meget lang tid. De føler sig som store drenge, nu hvor de er sammen igen. Den gamle blanding mellem pjat og grin og alvor. En gråhåret dreng og en tyndhåret. Nu er det endelig lykkes at finde en sensommer eftermiddag, hvor de kan mødes over en øl ude på marinaen. På vej i hver sin retning.

Nu sidder de så der i solen og snakker om stort og småt. Fastforrentede lån, skotsk singlemalt whisky, Solveig fra parallelklassen. De sidder og ser ud over vandet, ind mod land, ind over skoven bagved Marselis. Landskabet ligner et guldaldermaleri på en dag med høj blå himmel. Lutter idyl med brede bøge. Men et træ stikker op over alle de andre, midt i synsfeltet. Måske er det en anden art, eller har stået i en bedre muld.

De husker begge træet, har så ofte siddet her i nærheden og set ud over samme strækning i de gode gamle dage. Med en kasse øl nede ved stenene, sammen med drengene. Den ene udbryder ”jeg har så tit tænkt på det træ”. ”Ja det har jeg også – to sjæle en tanke” siger den anden, ”- det skulle bare fældes, eller toppen skulle i hvert fald skæres af, det er så forstyrrende, et perfekt billede ødelagt af en der stikker ud. Det har altid irriteret mig helt vildt”. 

Den anden ved ikke hvad han skal sige. Han har altid elsket det træ. Han sad der og forsvandt indimellem i egne tanker, når drengene brølede. Kom nogle gange til at tænke på det, selv mange år efter, selvom han befandt sig et helt andet sted på kloden. Et lille under i naturen. Nogle træer vokser ind i himmelen. Utrolige ting kan ske.