Længsel – en undersøgelse.

Man kan længes på mange måder og på mange niveauer. Det kan være koblet sammen med mangel og savn efter noget konkret eller en bestemt person eller en tilstand. Det kan også være en diffus følelse af at mangle noget, noget som man ikke rigtig ved hvad er. Man har en stærk fornemmelse af, at der må være mere, det her kan ikke være det. Man ved det måske intellektuelt eller faktuelt, men det er fraværende i ens eget liv. Man har måske hørt om det, læst om det eller set det hos andre, man kan have mærket misundelsen eller jalousien bide. Man kan godt savne noget man aldrig har haft, mærke en tomhed, et tomrum, for eksempel i form af en eksistentiel sult efter noget man virkelig har behov for, men som aldrig er blevet mødt.

Melankoli og nostalgi er variationer af længsel. Nostalgi er en længsel mod noget der var engang. En tilbageskuen mod de gode gamle dage. Et sødt eller bittersødt minde. En måske lidt romantiseret barndomshistorie om de lange eftermiddage i farmors køkken, hvor alt var godt og stod i et douce lys.

Melankoli er meget mere sorgblandet, mere tristesse. Engang var det en diagnose, nok i familie med tungsind og depression. Nedtrykt stemningsleje over tid. Noget er gået tabt. Tabt for altid. Det forsvinder ind i glemslens tåger, ikke engang de gode minder, kan forsøde eller holde ånden oppe. Jeg har set det hos fortabte enker på plejehjemmet. Alt hvad der er tilbage, er et gulnet fotografi, en falmet blomsterkrans.   

Jeg har nogle gange oplevet, især hos unge kvinder, at de egentlig var mere forelskede i længslen, end i personen. Det var mere den søde ide eller det at få et fjernt ansigt på noget hjemløst. En håbløs forelskelse i en uopnåelig person, måske endda en popstjerne i et fremmed land. Eller en meget stilfærdig og meget nørdet pige fra min klasse, som var forelsket i den tre år ældre flotte og feterede elevrådsformand, som altid var omringet af cheerleadertyper. En umulig konstellation. Også som nogle meget lange langdistance forhold eller i helt ekstrem form, at blive brevkæreste med en på dødsgangen, som man med sikkerhed aldrig kommer til at møde.

Hjemløs længsel er selvfølgelig så svær at forholde sig til. Der skal mere undersøgelsesarbejde til.  Hvad handler det om. De uelskedes sår, en barndom med for lidt affektion, den ensomme kamp.   Måske er det også noget af det, der kan få en til at holde fast i passionerede interesser, der overstiger de flestes fornuft og tager pladsen fra mere ”virkelige” relationer.

Drømmen og længslen får et ansigt, bliver næsten konkret. Hjemløs længsel er pinefuld, fordi man ikke kan placere sin trængsel og få afløb for sin ildhu.

Længsel, savn og mangel kan også være noget godt og sundt. Noget der kan blive frugtbart.

Nogle gange, når jeg er rejst langt væk, savner jeg min mand og mit store barn. Som lige nu, hvor jeg har været væk omkring et par uger og har et par uger igen. Før jeg falder i et melankolsk hul eller bliver overvældet af savn og begynder at synes det var en fejl at rejse, så går jeg ind i følelsen og undersøger hvad der er af bestanddele.

Der er ud over den rene længsel også en tydelig og dyb connection og betydning i mellem os. Og noget vigtigt som hverdagens larm og tempo ikke altid giver mig tid til at mærke. Hvor meget jeg værdsætter deres forskellige sider og særheder, elsker deres grin og pjat, som jeg tit bliver træt af det til hverdag. Der er nogen af deres sider jeg særligt ser, når jeg er på afstand. Så bliver jeg pludselig også meget glad og taknemlig over de små ting. De almindelige ting. Bliver varm af følelsen af kærlighed. Og mærker lige derefter igen et lille sundt sug i maven af savn. Som er godt.

Men længsel kan også være rigtig ond. Den usunde længsel, er den der er tilstede i hverdagen. Der er mennesker som lever med og måske næsten lever af længslen. Nogen går rundt og længes bestandigt efter noget fra dem, de er sammen med til hverdag. Måske lider de i stilhed eller i uvidenhed, går og håber at det kommer, hvis de venter og selv giver længe nok. Men der sker noget når man ikke går efter det man længes efter og virkelig har brug for. Når man ikke får inviteret og eller måske får insisteret, men bare går rundt og venter og håber. Man kan komme til at vente meget længe. Og man pakker sammen og bliver mindre sig. Nogen visner lidt.

Længsel kan bruges aktivt og fremadrettet. Hvis man i sit liv længes efter noget over tid, så kan man bruge det som en motor til at begynde at flytte sig eller arbejde for sagen. Se nærmere på hvad det egentlig er og betyder og se hvor og hvordan man kan få eller skaffe sig det man længes efter. Kærlighed, venskab, opbakning, et større netværk, at høre til et sted, sol og varme, et arbejde med mere mening, et passioneret ægteskab, familierelationer med substans. Eller en følelse, af at være mere levende, en trang til at kaste sig ud på dybere vand, en lyst til at folde vingerne ud. Eller en følelse af stabilitet, af fred og ro i et hårdt og stresset liv, at finde eller skabe et helle.

Læn din ind i din længsel, lær den at kende, lyt til den og brug den som rettesnor eller som fyrtårn.

Kommentarer

Louise

02.04.2021 13:17

Min mand længes efter en længsel efter mig. Vi står i en livskrise og han vil arb med din længsel ved at tage lidt væk. Hvad kan hjælpe ham på vej?

Seneste kommentarer

09.11 | 16:15

Kære Line.
Er der fortsat plads på intro kurset lørdag den 9. december?
Mvh Tove.

19.05 | 11:37

Afstand kan give nye vinkler, men anbefaler konkrete redskaber imens. Fx Mannings bog "Hvad vil du virkelig?"

19.05 | 11:35

Til jer der arbejder med længsel. Forstår vist ikke helt. længes efter at længes: betyder det at være for tæt på, trænge til pause eller at kontakten ikke er helt i orden?

02.04 | 13:17

Min mand længes efter en længsel efter mig. Vi står i en livskrise og han vil arb med din længsel ved at tage lidt væk. Hvad kan hjælpe ham på vej?

Del siden