Arbejdspapir til kursusdag for plejefamilier

Arbejdspapir til forløb m. plejefamilier - om at bære det ubærlige

Et eksistentielt grundvilkår for alle mennesker er, at relationer er midlertidige, at alle forhold er endelige og at alle børn er til låns. Men for plejefamilier og plejeforældre er dette vilkår mere virkeligt og mere smerteligt tilstede i hverdagen. Derfor er der brug for at forholde sig til det, på en anden og mere direkte måde. Både for at det ikke kommer til at forstyrre hverdagen og ødelægge for meget i en selv og mellem de involverede.

En metode til dette er, at sørge for at få perspektivet luftet ind i mellem – så man kan tillade sig at holde det på afstand resten af tiden. Altså finde et afgrænset sted, hvor man forholder sig til det, sammen med nogle bestemte mennesker, evt. nogen som selv kender til det. Vi kan øve os i at skubbe tankerne væk i hverdagen og ikke at gå ind i snakke eller fantasier om det, når vi ved at vi tager os seriøst af det på andre tidspunkter.

Man aftaler tid og sted. Det skal være uforstyrret og man kan sætte en halv, en hel eller halvanden time af. Hvis man er flere i samme situation, der hjælper hinanden, så er det vigtigt at der er en på ad gangen, så man kan gå helt ind i sin egen proces og ikke skal tage sig af eller passe på andre imens. Så en er på, en hjælper og lytter aktivt og flere er måske med som observatører. Observatørerne blander sig ikke. Kun hvis den der lytter og spørger beder om hjælp.   

Vigtigt: aftal tid til de tre opgaver, tag tid og overhold den! Vær ikke bange for at slutte midt i store følelser. Observatøren kan evt. tage tid og give besked lidt før der skal rundes af og observatøren kan evt. tage noter/ skrive stikord, som man sammen kan se på bagefter. 

Man går helt ind i alle dunkle tanker, skrækfantasier, worst case scenario. Går helt tæt på tankerne og følelserne, samt hvad man får lyst til at gøre eller ikke gøre. Tillader alt at komme ud. Vrede, skuffelse, heart break, hævn, opgivelse. Alt må luftes, man må sige det usigelige, det utålelige, vise det ubærlige. Man må græde, råbe, rase ..

Den der lytter aktivt, må stille uddybende og åbne spørgsmål. Man må ikke tale imod, trøste, stoppe, realitetskorrigere eller andet. Det negative og pessimistiske perspektiv må udspille sig helt og fuldt. Man må gerne være empatisk og vise sin medfølelse.

Man holder en kort pause. Får måske lidt luft, lidt vand. Puster ud inden man fortsætter.

Nu skal man samle sig selv op igen. Nu har man tilladt alle dunkle tanker, følelser osv. at få frit løb. Så nu skal man tilbage til andre scenarier, til både et best case scenario, samt til et mere realistisk og balanceret perspektiv. Her skal ens voksne og modne del igen styre, trøste og finde et perspektiv man kan leve med til hverdag. Her skal man have fat i sin positive kraft og sin optimistiske styrke. Og hvis man synes det er for lidt, så er optimisme en tillært færdighed man kan træne.   

Og her må lytteren meget gerne stille gode spørgsmål og hjælpe med at finde ud af hvad der er realistisk og undersøge om der reelt er grund til at frygte noget aktuelt, samt om man kan eller skal gøre noget konkret.

Nu tager man sammen et mere generelt perspektiv. Reflekterer sammen. Snakker om at alle har det grundvilkår, at vi aldrig kan vide hvad der holder og hvor længe. Og hjælper hinanden med at få snakket om hvor meget nuet derfor betyder. Hvor vigtigt det er at vi bliver i nærværet med hinanden. Øve mindfulness og perspektiver, hvor vi ikke er for optagede af fortiden og heller ikke bliver for optagede af fremtiden. Nutiden er det eneste sted vi kan gøre en forskel, det eneste sted vi kan have indflydelse. Så hvad kan man gøre sammen og i hverdagen for at blive her og nyde det liv vi har lige nu og her.

Man slutter af med at alle giver feed back, først den der var på, så lytteren og dernæst observatørerne. Man gør det ved kort at fortælle hvordan det var at være med. Ikke en vurdering eller evaluering – men en kort beskrivelse af oplevelsen.

Man må prøve sig frem med hvor ofte man har brug for dette. For nogen kan det være en fordel, at aftale det på forhånd, så man kan skubbe det til side, fordi man ved at man tager sig af det, på et bestemt tidspunkt, i en nærmere fremtid. For andre, er det når presset bliver for stort, når det begynder at forstyrre indad og udad, så skal man have lavet en aftale meget snart.

Inspiration til refleksion:

Gensidig responsivitet – er oplevelsen af virkelig at være sammen med et andet menneske på en let og legende måde. Man når hinanden. Der er connection, sammenhæng. Vi oplever positiv ressonans – en indre genklang, der kan mærkes. En samklang, som instrumenter der spiller sammen.

I samvær med andre mennesker er det helt centrale oplevelsen af at blive set, hørt og anerkendt. Dette kan man kalde nærende mikroøjeblikke. Disse ekstraordinære øjeblikke hvor alting hænger sammen og giver mening. Og hvis vi er heldige – og/eller dygtige, så kan der være flere eller måske mange af dem i løbet af dagen eller ugen.

De findes også i en mindre koncentreret udgave, hvor vi mødes i følelsernes genklang, i øjeblikke, hvor vi oplever at vi er sammen i samme positive emotioner – fx i morskab, spontan latter, i ro, taknemmelighed, genkendelighed, empati, sympati mm. Der er en oplevelse af connection - eller Synkroni. Dette kan være målet for vores samvær med dem vi holder af og arbejder med.